Psykolog Klar Lys

Kære Erik, Jeg hedder Lone, er 45 år og har i de sidste 18 måneder været i et forhold med en mand på 52 år, som jeg mødte gennem et fælles hobbyprojekt. Vi bor ikke sammen, men har en meget intens og følelsesmæssigt dyb forbindelse, som jeg aldrig har oplevet før. Han er kunstner, lidt boheme, og har en fortid med flere kortvarige forhold, som han beskriver som 'eksperimenterende faser'. Jeg er selv mere struktureret, måske lidt perfektionistisk, og har altid haft længerevarende forhold – mit sidste varede otte år, indtil min partner valgte at flytte til udlandet for at tage en stilling. Problemet er, at jeg efterhånden føler en voksende uro i mig, som jeg ikke kan sætte ord på. Når vi er sammen, er alt vidunderligt – vi taler om alt, griner, deler drømme, og jeg føler mig helt tryg. Men i de perioder, hvor vi ikke ses (som kan vare 4-5 dage, fordi han rejser til kunstmesser eller har kreative retreats), begynder jeg at tvivle. Ikke på ham, men på mig selv. Jeg tjekker hans sociale medier konstant, ikke fordi jeg tror, han lyver, men fordi jeg har brug for at se, at han stadig eksisterer i min fravær. Nogle gange får jeg fysiske symptomer – hjertebanken, svedeture, en følelse af at være fanget i mit eget hoved. Jeg har aldrig haft angst før, men det føles som om, jeg er ved at miste grebet om, hvem jeg er, når han ikke er der. Jeg har prøvet at tale med ham om det, men han siger, at jeg 'overanalyserer', og at kærlighed ikke skal være så kompliceret. Han elsker mig, siger han, men han har også brug for sin frihed. Han nævner ofte, at han ikke vil 'eje' nogen, og at han har brug for at føle sig fri til at skabe. Det giver mening for mig på et intellektuelt plan, men følelsesmæssigt er det, som om jeg står på kanten af et sort hul hver gang han rejser. Er det normalt at føle sig så afhængig af en anden persons nærvær, selv når man ved, at forholdet er sundt? Kan det være, at jeg projicerer noget fra mit tidligere forhold ind i dette – en frygt for at blive forladt igen? Eller er det noget helt tredje? Jeg har aldrig haft en tre-årskrise før, men jeg kan ikke lade være med at spekulere på, om det er det, der sker her. Jeg vil så gerne nyde det, vi har, uden at føle, at jeg mister mig selv i processen. Håber du kan hjælpe mig med at få lidt klarhed. Med venlig hilsen, Lone