Psykolog Klar Lys

Kære Magnus. Dit spørgsmål rører ved noget meget fundamentalt i et langvarigt forhold, hvor omsorg og selvopgivelse er blevet uadskillelige. Du beskriver en situation, hvor din kærlighed og bekymring for din hustru har udviklet sig til en redningsmission, og hvor grænsen mellem at støtte hende og at forsømme dig selv er blevet fuldstændig udvisket. Det er tydeligt, at du bærer på en enorm sorg over tabet af det forhold, I havde i hendes ædruhedsperiode, og en lige så stor angst for, hvad der vil ske, hvis du trækker dig.

Spørgsmålet om, hvorvidt man elsker personen eller deres potentiale, er centralt her. I de 12 år har du elsket din hustru, men de senere år har din handling måske i stigende grad været drevet af kærligheden til potentialet for den ædru person og frygten for, hvad der sker med det potentiale, hvis du forsvinder. Dette er en naturlig, men ekstremt udmattende dynamik. Din terapeuts betegnelse co-dependency peger på, hvordan dit velvære er blevet for tæt knyttet til hendes tilstand og hendes valg. Du er gået fra at være ægtefælle til at være en plejer, og det har en enorm psykisk og fysisk pris, som du nu betaler med søvnløshed og vægttab.

At finde balancen handler ikke om at vælge mellem at passe på dig selv eller hende. Det handler om at indse, at du først kan være en bæredygtig støtte for hende, hvis du selv er stærk. Dette kræver konkrete og ufravigelige grænser. En grænse er ikke et ultimatum om at forlade hende, men en klar erklæring om, hvad du ikke længere kan acceptere i dit liv og i dit hjem. For eksempel: 'Jeg kan ikke være til stede, når du har drukket', eller 'Jeg vil ikke diskutere vores forhold, når du er påvirket'. Nøglen er at kommunikere disse grænser roligt, når hun er ædru, og så holde fast i dem. Når hun bryder sammen, er det afgørende at huske, at hendes følelser er ægte, men at det ikke er dit ansvar at reparere dem på bekostning af dine egne grænser. At give efter forlænger kun cyklussen.

Støtte, der ikke dræner, handler om at flytte fokus fra at kontrollere eller redde hendes adfærd til at støtte hendes mulighed for at søge hjælp. Du kan sige: 'Jeg elsker dig, og jeg ser, at du kæmper. Jeg er her for at støtte dig i at finde professionel hjælp, men jeg kan ikke gennemleve denne sygdom for dig.' Dette adskiller personen fra sygdommen. Du tilbyder støtte til hendes rejse mod hjælp, men du tager ikke ansvaret for rejsen selv. Det kan også være støtte til at deltage i et møde i Alkoholikernes Familie eller lignende. Husk, at professionel hjælp er nødvendig; alkoholmisbrug er en kompleks sygdom, du ikke kan kurere alene.

Skyldfølelsen er næsten uundgåelig. Den kommer af din omsorg og dit ansvarstagende væsen. For at håndtere den er det vigtigt at gentænke ansvar. Dit primære ansvar er for dit eget liv og helbred. Du er ansvarlig for at tilbyde støtte og kærlighed, men du er ikke ansvarlig for hendes valg eller konsekvenserne af dem. Hvis hun mister job eller hus, er det en konsekvens af sygdommen, ikke af din manglende indsats. At blive er ikke en garanti for, at hun ikke falder. Ofte er det modsat; at blive i en uændret dynamik kan ubevidst understøtte misbruget. At sætte grænser eller trække sig kan være den hårdeste, men mest ægte form for kærlighed, fordi det viser, at konsekvenserne af sygdommen er reelle. Overvej at søge støtte for dig selv, f.eks. i en gruppe for pårørende, hvor du kan dele skyldfølelsen med andre, der forstår.

Din vej frem vil være smertelig, uanset hvad du vælger. Enten smerten ved at blive i en ustabil, drænende tilstand, eller smerten ved at genoprette grænser, som vil møde modstand. Men den sidste vej har et potentiale for helbredelse for jer begge – enten sammen eller hver for sig. Start med at fokusere på dit eget helbred: spis regelmæssigt, søvn, og tal med din terapeut om at udvikle en konkret plan for grænsesætning. Du kan ikke redde hende fra sig selv, men du kan redde dig selv fra at drukne sammen med hende. Det er ikke egoistisk; det er en nødvendig forudsætning for, at der overhovedet kan være et 'os' i fremtiden.