Psykolog Klar Lys

Kære Thomas, først og fremmest vil jeg anerkende din og din kones omsorg og opmærksomhed. Det er helt normalt, at børn i 5-årsalderen udvikler pludselige frygt, og jeres datters reaktion på lukkede rum er ikke usædvanlig. Det kan være en fase, men det kan også være starten på en mere vedvarende angst, hvis den ikke bliver mødt med ro og tryghed. Det vigtigste er, at I ikke selv bliver paniske, for børn fanger forældrenes følelser. Jeres ro er den stærkeste medicin lige nu.

Når hun bliver panisk i elevatoren eller på sit værelse, så prøv at validere hendes følelser uden at forstærke dem. I kan sige: 'Jeg kan se, at du er meget bange lige nu. Det er okay at være bange. Jeg er her hos dig.' Undgå at sige 'Det er ikke farligt' eller 'Der er ikke noget at være bange for', for det kan få hende til at føle sig misforstået. I stedet kan I holde hende tæt, tale med en blød og langsom stemme, og fokusere på hendes vejrtrækning. I kan lave en leg, hvor I 'puster en ballon op' gennem næsen og 'lader den tømmes' gennem munden. Gentag dette i flere minutter, indtil hendes krop begynder at slappe af.

Derhjemme kan I lave gradvis eksponering i små, overskuelige skridt, men kun når hun er rolig og siger ja til det. Start med at lade døren stå åben til hendes værelse, og leg med hende derinde i kortere perioder, mens I sidder ved døråbningen. Øv derefter at lukke døren i 10 sekunder, mens I synger en sang, og åbn den igen med et smil. Beløn hvert forsøg med ros og kram, og stop altid, før panikken tager over. Hvis hun begynder at græde, så afbryd øvelsen, berolig hende, og prøv igen en anden dag. Målet er ikke at presse hende, men at lære hendes hjerne, at lukkede døre ikke er en trussel.

Det kan også hjælpe at give hende en tryg genstand eller en 'magisk' remse, som hun kan bruge, når frygten melder sig. For eksempel kan I finde en lille lommelygte, som hun kan holde i hånden, og sige 'Når jeg tænder lyset, er jeg modig'. Eller I kan finde på en kort historie om en helt, der går ind i en hule og opdager, at den er hyggelig. Børn i denne alder reagerer godt på fantasi og leg, fordi det giver dem en følelse af kontrol.

Hvornår er professionel hjælp nødvendig? Søg hjælp, hvis frygten varer mere end et par måneder, hvis den forhindrer hende i at sove, spise eller gå i børnehave, eller hvis hun begynder at få fysiske symptomer som hjertebanken, svedeture eller opkastninger. Da du er bekymret nu, kan I med fordel booke en enkelt konsultation hos en børnepsykolog med speciale i angst. Det er ikke et tegn på, at I har fejlet, men tværtimod en ansvarlig handling. En psykolog kan vurdere, om det er en aldersspecifik fase, eller om der er et mere kompleks mønster, og hun kan give jer konkrete redskaber tilpasset jeres datters temperament.

I mellemtiden er der nogle ting, I skal undgå: Undgå at straffe eller skamme hende for hendes frygt, og undgå at tvinge hende ind i rum, hun ikke vil. Nogle forældre tror, at 'bare gøre det', vil lære barnet, at der ikke er noget at frygte, men for børn kan det forværre angsten og skabe tillidsbrud. I stedet skal I være hendes trygge base, som hun kan vende tilbage til. Når hun oplever, at I ikke går i panik, men forbliver rolige og nærværende, vil hendes eget nervesystem langsomt lære at regulere sig selv.

Husk også at tage vare på jeres ægteskab og jeres ældste søn, da han kan blive påvirket af søsterens reaktion. Tal med ham om, hvad der sker, på en enkel måde, så han ikke føler sig overset. Frygt hos børn er ofte forbigående, når den mødes med kærlighed, tålmodighed og struktur. Som familie kan I skabe faste rutiner omkring sengetid og elevator-ture, så forudsigelighed mindsker ubehag. I kan også lave en 'modig-tjekliste', hvor hun sætter et klistermærke, hver gang hun har været i et lukket rum i et minut uden at græde. Denne form for positiv forstærkning virker ofte godt.

Endelig vil jeg sige, at det er en god idé at søge hjælp, jo før jo hellere, hvis I er i tvivl. I kan finde en autoriseret psykolog via jeres læge eller en børne- og unge-psykiatrisk ambulatorie, hvis frygten bliver alvorlig. Men i de fleste tilfælde kan forældre med den rette tilgang hjælpe deres barn igennem en sådan fase. I har allerede taget det første vigtige skridt ved at række ud. Stol på jeres intuition, og husk at jeres datter er heldig at have forældre, der bekymrer sig så dybt. Med tid, ro og kærlighed vil hun med al sandsynlighed vokse fra denne frygt, eller i det mindste lære at leve med den på en måde, der ikke begrænser hende.