Psykolog Klar Lys

Kære Erik, Jeg skriver til dig, fordi jeg er helt fortvivlet og ved ikke, hvordan jeg skal håndtere situationen derhjemme. Min kone og jeg har to børn på 8 og 12 år, og vores ældste søn, Lukas, har altid været en glad og udadvendt dreng. Men for omkring et halvt år siden begyndte han pludselig at trække sig fra alt – venner, fritidsaktiviteter og endda familietid. Han bruger nu det meste af sin tid på sit værelse, hvor han enten spiller computerspil eller ligger og stirrer op i loftet. Vi har forsøgt at tale med ham, men han bliver enten tavs eller vred og siger, at vi ikke forstår ham. Min kone mener, at det er en fase, og at han bare skal have tid, men jeg er bange for, at der er noget mere alvorligt på spil. Han har også begyndt at nægte at gå i skole nogle dage, og når han endelig kommer afsted, er det med en masse undskyldninger om mavepine eller hovedpine. Lægen har ikke fundet noget fysisk galt. For nylig fandt jeg en notesbog under hans seng, hvor han havde skrevet nogle meget bekymrende ting – som om han følte, at ingen ville savne ham, hvis han forsvandt. Jeg ved ikke, om det er en opfordring til hjælp, eller om det er noget, jeg overfortolker. Jeg er bange for at konfrontere ham med det, fordi jeg ikke vil gøre det værre. Hvordan kan jeg nå ind til ham uden at presse ham væk? Og hvordan ved jeg, om det her er noget, der kræver professionel hjælp, eller om det bare er en svær periode, han skal igennem? Jeg er virkelig bekymret og føler mig magtesløs. Med venlig hilsen, En fortvivlet far