Psykolog Klar Lys

Maja, det du beskriver lyder som en forståelig reaktion på en arbejdssituation, hvor kravene er vokset, mens bemandingen er blevet mindre. Når du skal håndtere flere opgaver, arbejde sent, være tilgængelig for beskeder og samtidig skabe nye ideer, kan det blive svært at finde ro nok til at begynde. Det betyder ikke nødvendigvis, at du har mistet din kreativitet eller evne til at udføre dit arbejde. Det kan være tegn på, at belastningen lige nu overstiger de ressourcer og den tid, du har til rådighed.

Det er vigtigt at skelne mellem et personligt tidsstyringsproblem og et arbejdspres, der kræver organisatoriske ændringer. Planlægning kan hjælpe dig med at få mere overblik, men den kan ikke skabe flere arbejdstimer eller gøre en urealistisk arbejdsbyrde bæredygtig. Hvis du forsøger at løse et strukturelt problem ved blot at organisere dig bedre, kan du ende med at lægge endnu et krav på dig selv.

Du kan prøve en enkel plan for arbejdsdagen, der først og fremmest hjælper dig med at vælge, hvad der ikke skal gøres lige nu. Skriv opgaverne ned, og aftal med din leder eller relevante kolleger, hvilke få opgaver der er vigtigst, hvad der kan vente, og hvad der skal fjernes eller gives videre. Bed om tydelige prioriteringer, især når nye opgaver kommer ind. Det er rimeligt at sige, at en ny opgave betyder, at noget andet må udskydes. Det er også rimeligt at spørge, hvilken kvalitet og leveringstid der faktisk forventes med den nuværende bemanding.

Hvis indbakken gør dig urolig, kan du eksperimentere med at tjekke den på aftalte tidspunkter i stedet for hele tiden, hvis dit arbejde tillader det. Slå unødige notifikationer fra, og fortæl kolleger, hvornår du arbejder koncentreret. Kreative opgaver har ofte brug for sammenhængende tid. Selv en kort, beskyttet arbejdsblok uden beskeder kan være mere hjælpsom end mange timer med gentagne afbrydelser. Start eventuelt med et meget lille næste skridt, for eksempel at åbne briefen og skrive tre mulige retninger ned, uden at kræve af dig selv, at den færdige ide skal komme med det samme.

Pauser er ikke en belønning, du først skal gøre dig fortjent til. De hjælper med at bevare koncentration og energi. Du kan begynde med korte, planlagte pauser og betragte dem som en del af arbejdet, ikke som noget der skal kompenseres for ved at arbejde længere. Hvis skyldfølelsen dukker op, kan du minde dig selv om, at en pause ikke er det samme som at være uansvarlig. Den kan tværtimod gøre det lettere at arbejde forsvarligt resten af dagen.

Det kan også hjælpe at lave en tydelig afslutning på arbejdsdagen. Skriv ned, hvad du har nået, hvad næste konkrete skridt er, og hvad der må vente til i morgen. Luk derefter arbejdsbeskeder, hvis det er muligt, og lav en overgang, der signalerer fri, for eksempel en gåtur, et måltid eller en aktivitet væk fra skærmen. Hvis sene arbejdsdage er blevet almindelige, er det værd at tage op med din leder, hvordan arbejdstiden kan bringes ned på et holdbart niveau. Forsøg ikke at kompensere for underbemanding ved at gøre overarbejde til din normale løsning.

Kunstterapi kan være en mulighed, men det behøver ikke være endnu et projekt, du skal præstere i. For nogle giver det mening at tegne, male eller arbejde med materialer uden mål om et pænt resultat. Det kan skabe et rum, hvor opmærksomheden flyttes fra vurdering og kundekrav til nysgerrighed og sansning. Du kan også afprøve en uformel, kort kreativ aktivitet derhjemme og lægge mærke til, om den føles nærende eller blot bliver endnu en opgave. Kunstterapi er ikke en erstatning for ændringer i arbejdsbelastningen, og du behøver ikke begynde på et forløb, medmindre det føles relevant for dig.

Overvej at tale åbent med din leder om, hvordan situationen påvirker din mulighed for at levere godt arbejde. Det kan være nyttigt at komme med konkrete eksempler på opgavemængde, overarbejde, afbrydelser og forsinkelser, og foreslå realistiske prioriteringer eller ændringer i arbejdsgangen. Hvis arbejdspladsen ikke reagerer, kan du undersøge, om der findes en tillidsrepræsentant, arbejdsmiljørepræsentant eller anden støtte, du har tillid til.

Hvis uroen, udmattelsen eller søvnproblemerne fortsætter eller tiltager, kan du tale med din læge eller en psykolog om, hvordan du har det, og hvad der kan støtte dig. Det er ikke nødvendigt at vente, til du ikke længere kan passe dit arbejde. Første mål behøver ikke være at få glæden tilbage med det samme. Det kan være at mindske presset, skabe tydeligere grænser og få lidt mere plads til at tænke og restituere. Du fortjener støtte og realistiske rammer, ikke blot flere metoder til at presse mere ud af dig selv.